Hvem er vi ?

Brdr. Weibel i den gode gamle ånd

Skrevet af Carsten Egeholt

Brødrene Dan og Ken Weibel på henholdsvis 33 år og 38 år, åbnede i 2011 Brdr. Weibel El-Teknik på Svends Allé – senere 2011 og frem til d.d holder de huse på Telefonvej 6, i Søborg.

De fleste læsere vil sikkert nikke genkendende til navnet Weibel. Sønnernes far Hans Weibel drev nemlig i mange år et lokalt el-installationsfirma med bl.a. Gladsaxe kommune som kunde. Det blev solgt i 2009.

”Det skulle være nu, hvis det skulle være”, siger Dan Weibel, der er idégrundlæggeren til det nystartede el-installationsfirma Brdr. Weibel El-Teknik, der drives af brødrene i forældrenes hus på Svends Allé.

Dan har stået i lære hos sin far, inden han læste videre og blev færdig som el-ingeniør i 2007, hvor efter han blev ansat i Fl. Smith og siden rejste verden rundt.

Ken, der har stået i lære hos Helbo Hansen, har 18 års erfaring som serviceelektriker. Han var elektriker i faderens firma og arbejdede som servicemontør i bl.a. Jyske Bank og ved Gladsaxe kommune.

 

I fars ånd

”Nu er far stoppet. Vi er næste generation, og vil gerne fortsætte i fars gode gamle ånd”, siger Dan Weibel, der allerede er godt i gang med at gøre brug af den ’know how’ han har fået gennem de seneste år.

”Jeg har undersøgt markedet, og fået lyst til at prøve noget nyt og spændende”, siger Dan Weibel, der kommer med en uddannelse, der skal hjælpe ham til at gå nye veje sammen med sin bror.

”Vi bliver en helt igennem moderne installationsvirksomhed med meget mere kundekontakt, og så er vi web-baseret. Vi kører med elektroniske arbejdssedler, og med edb- og scannere i bilerne”, lyder det fra den yngre bror, der vil have fokus rettet på den gode gamle ånd fra faderens tid.

 

Stadig aktiv

Trods sine nu 68 år spiller Hans Weibel fortsat fodbold i AB. Sønnen Ken er også AB’er til fingerspidserne, mens Dan har haft andet at se til.